Kraniebrud og en halv liter blod!

Den 19. november var jeg på hospitalet, og de to følgende dagen var jeg sengeliggende derhjemme - ja, det lyder dramatisk, og det var det måske også en lille smule.
Nogen dage forinden havde en argentisk ven spurgt mig, om jeg ville donere blod til hendes venindes bedstefar. Hernede giver man nemlig direkte blod til patienten.. én må gi' for at få.. (ikke fordi jeg har samme blodtype som manden) Jeg var på daværende tidspunkt ikke igang med noget arbejde, så jeg sagde selvfølgelig ja, da jeg gerne ville hjælpe. Nu burde jeg lige informere om, at jeg er den største tøsedreng, når det kommer til blod.
Engang hjemme på Fyn, da min søster skulle flytte til Kbh, slog min far sit hoved op i bagsmækken på bilen, så hans hovedbund var helt rød af blod. Jeg kan stadig huske, hvordan han stod i gangen og havde desperat brug for en hjælpende hånd, men på grund af det skrækindjagende syn af blod sad min mor henover toilettet, fordi hun skulle brække sig, og jeg lå på gulvet, for ikke at besvime. Det endte med, at min søster Anne måtte køre far på skadestuen, selv om hun var travlt optaget af at pakke. Ja ja.. man kan jo ikke være Wonderboy på alle punkter.
Nåh, men tilbage til historien. Jeg tog på hospitalet velvidende om, at jeg ikke kan holde til så meget! Que boludo! Mens jeg sad der og tappede kunne jeg mærke, hvordan det dunkede i hele armen og hvordan mine fingre lige så stille blev helt bløde, så jeg ikke kunne åbne og lukke min hånd. Det var en horribel oplevelse, men jeg klarede selve tapningen, og jeg var ret stolt over, at jeg havde taget det i stiv arm.. eller?!
Bagefter var det vigtigt, at jeg fik noget at spise, for at få noget energi samt øge mit blodsukkerniveau. Jeg havde lige hældt te op i koppen, da den mærkelige dunken i armen kom tilbage, og min puls begyndte pludselig at stige.. Bare af at kigge på min halvdøde/halvbløde arm fik jeg det så dårligt, at jeg ikke var i tvivl om, at besvimelsens stund var nær. Nu handlede det om at tænke hurtigt.. Jeg kunne ikke stikke hovedet ned mellem benene, jeg kunne ikke lægge mig på bordet (med mindre jeg ville stikke næsen ned i den varme te), så jeg lænede mig op af vægen ved siden af mig..
Det næste, som jeg oplever er ret syret. Jeg ligger og kan se en masse fremmede mennesker rundt om mig, og jeg kan kun høre en susende lyd for mine ører. Langsomt kommer deres stemmer frem, og jeg skal lige til at spørge på dansk, hvor jeg er. Jeg havde i et øjeblik glemt, at jeg ikke var hjemme i DK. Det går langsomt op for mig, hvad der er sket, og så begynder jeg at grine. De spørg mig, om jeg ved, hvor jeg er, og jeg svarer på gebrokkent spansk. De konstaterer, at jeg kan forstå deres sprog, og at det er et godt tegn.
Jeg fattede ikke så meget af, hvad der foregik, men jeg hørte blot ordet kranium, hvilket lød ret alarmerende! Jeg kunne heller ikke forstå, hvor jeg var, for det var ikke de samme rum som tidligere, men jeg opdagede så hurtigt, at den væg, som jeg havde lænt mig op af, var en flytbar væg... Flot Martin.. Så jeg havde åbenbart bare skubbet til vægen og derefter knaldet hovedet direkte ned i et stenhårdt flisegulv. Så blev jeg kørt til undersøgelse i en rullestol. Dog erklærede jeg mig selv rask ret hurtig, da jeg ikke gad at vente på hospitalet.. Jeg kunne godt mærke, at der ikke var noget glat med mig, men jeg tog alligevel turen hjem lidt med ro. Dagene efter var dog et smertehelvede, da jeg hverken kunne dreje hovedet til den ene eller den anden side. Ja - det er livsfarligt, at give blod!.. og jeg håber immervæk, at bedstefatter blev glad for gaven! Chok! Men sjov historie er det jo! :)

Konklusion:
Jeg tror ikke, at bloddoneri er mit kald.

Arbejde i Buenos Aires

Nåh.. så er der lige gået 2 måneder uden opdateringer.. så må heller se at gøre det godt igen! Problemet er nu, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte..

Jeg vil starte med jobsituationen:

Klamme tider! Jeg fik aldrig svar fra den café, som jeg gerne ville arbejde på, men til gengæld fik jeg et tilbud fra en restaurant, hvor jeg skulle hjælpe til med rengøringen. Jeg skulle kun arbejde 4 timer om dagen, og så ville han betale mig ret godt for det, så jeg var med det samme frisk. Jeg ankommer den aftalte dag og skulle så begynde at tage toiletter. Rengøring er normalt ikke noget, som jeg klynker over, men da jeg hverken fik tildelt sæbe, klud, svamp eller varmt vand, blev jeg en smule bekymret for, hvordan toiletterne så ud.. Og ganske som jeg havde forestillet mig, så havde toilettet set bedre tider! Godt med lort var smurt op af siderne i kummen og cigaretskodder lå over det hele - nam nam. Med kun 3 stofservietter brugte jeg stort set alle 4 timer på at tage 5 toilettet. Ja, de trængte alle til en ordentlig omgang. Bagefter følte jeg mig meget klam og svedig, og det var som om, at den næste dag allerede så lidt uoverskuelig ud.
Den følgende dag gik jeg ud og opdagede, at personale toilettet var totalt bombet igen, da tjenerne ikke umiddelbart respekterede, at der "lige" var blevet gjort rent.. Sidenhen er det gået op for mig, at hygiejne generelt er et lidt ukendt fænomen hernede - rengøring kan overstås meget hurtig med en luftfrisker. hmm... Så jeg ved ikke rigtig, om jeg kan bebrejde mine kollegaer - de er jo ikke ligefrem opdraget til at ryde op efter sig selv..
Det værste ved restauranten var næsten kød-lageret. Gulvet var fuldstændig svøbet i blod, hvor enkelte gamle grøntsager lå og sugede den røde væske i sig. Desværre kunne jeg blive ved med, hvordan allemadvarene blev opbevaret eller tilberedt dårligt. "Pølse-grillen" i Bellinge fik helt restauranten til at blegne.
Jeg prøvede at gøre stedet så rent som muligt med mine stofservietter, og efter argentinsk standard var det vist også grundigt nok!
Chefen for stedet begyndte efter noget tid at presse citronen lidt, og ville have mig til at komme 8 timer om dagen/hver dag i ugen - Lønnen var ikke så fantastisk igen, at jeg bare måtte arbejde dér. Derfor var jeg ikke sen til at sige ja til jobtilbud nr. 6! (eller var det nr. 7?!.. :-D )
Nu arbejder jeg på et Bed & Breakfast i det lidt mere hippe område af byen. (Jeg har vel fået flair for hotelbranchen) Det er et meget hyggeligt og RENT sted, men det er nu ikke fordi, at der sker så meget. Det giver mig til gengæld god tid til at skype med venner og familie, så jeg klager bestemt ikke!.. og dog.. Når det kommer til min chefs melodramatiske humørsvingende vredesudbrud (ja.. han er humse), så kan jeg godt blive lidt træt af det! Han er fin nok, men bare en smule pernitten.
Han har stået og råbt af mig i 5 minutter, fordi jeg ringede efter en taxi hos det forkerte taxiselskab. Jeg undskyldte og sagde, at jeg ikke ville lave samme fejl en anden gang, men det stoppede ham ikke. Han blev ved med at spørge mig, hvorfor jeg havde bestilt taxien hos det forkerte firma.. "Hvorfor? Hvorfor gjorde du det?" Et sprøgsmål, der var lidt svært og svare på, når det ikke var med vilje. Og det er seriøst ikke en overdrivelse, at han skældte mig ud i 5 minutter.. ARGH. Jeg kunne ha' gået amok på ham.
Og nej, det er ikke eneste gang, at jeg har lavet en ubevidst fejl, hvor jeg har fået en længere smøre.
Men nu bliver jeg og arbejder hos ham. Det er et godt arbejde, som jeg ikke vil smutte fra - og så er han heller ikke værre!

Det var så lidt om, hvordan det er at arbejde hernede.. Nogen gange ville jeg ønske, at jeg havde været udvekslingsstudent, så jeg både fik SU (Det ville være en genial "månedsløn" hernede) og kom i et miljø, hvor jeg kunne være sammen med nogen på min egen alder.. Men er nu glad for situationen, sådan som den er nu, og jeg nyder hver dag i fulde drag!