Kraniebrud og en halv liter blod!

Den 19. november var jeg på hospitalet, og de to følgende dagen var jeg sengeliggende derhjemme - ja, det lyder dramatisk, og det var det måske også en lille smule.
Nogen dage forinden havde en argentisk ven spurgt mig, om jeg ville donere blod til hendes venindes bedstefar. Hernede giver man nemlig direkte blod til patienten.. én må gi' for at få.. (ikke fordi jeg har samme blodtype som manden) Jeg var på daværende tidspunkt ikke igang med noget arbejde, så jeg sagde selvfølgelig ja, da jeg gerne ville hjælpe. Nu burde jeg lige informere om, at jeg er den største tøsedreng, når det kommer til blod.
Engang hjemme på Fyn, da min søster skulle flytte til Kbh, slog min far sit hoved op i bagsmækken på bilen, så hans hovedbund var helt rød af blod. Jeg kan stadig huske, hvordan han stod i gangen og havde desperat brug for en hjælpende hånd, men på grund af det skrækindjagende syn af blod sad min mor henover toilettet, fordi hun skulle brække sig, og jeg lå på gulvet, for ikke at besvime. Det endte med, at min søster Anne måtte køre far på skadestuen, selv om hun var travlt optaget af at pakke. Ja ja.. man kan jo ikke være Wonderboy på alle punkter.
Nåh, men tilbage til historien. Jeg tog på hospitalet velvidende om, at jeg ikke kan holde til så meget! Que boludo! Mens jeg sad der og tappede kunne jeg mærke, hvordan det dunkede i hele armen og hvordan mine fingre lige så stille blev helt bløde, så jeg ikke kunne åbne og lukke min hånd. Det var en horribel oplevelse, men jeg klarede selve tapningen, og jeg var ret stolt over, at jeg havde taget det i stiv arm.. eller?!
Bagefter var det vigtigt, at jeg fik noget at spise, for at få noget energi samt øge mit blodsukkerniveau. Jeg havde lige hældt te op i koppen, da den mærkelige dunken i armen kom tilbage, og min puls begyndte pludselig at stige.. Bare af at kigge på min halvdøde/halvbløde arm fik jeg det så dårligt, at jeg ikke var i tvivl om, at besvimelsens stund var nær. Nu handlede det om at tænke hurtigt.. Jeg kunne ikke stikke hovedet ned mellem benene, jeg kunne ikke lægge mig på bordet (med mindre jeg ville stikke næsen ned i den varme te), så jeg lænede mig op af vægen ved siden af mig..
Det næste, som jeg oplever er ret syret. Jeg ligger og kan se en masse fremmede mennesker rundt om mig, og jeg kan kun høre en susende lyd for mine ører. Langsomt kommer deres stemmer frem, og jeg skal lige til at spørge på dansk, hvor jeg er. Jeg havde i et øjeblik glemt, at jeg ikke var hjemme i DK. Det går langsomt op for mig, hvad der er sket, og så begynder jeg at grine. De spørg mig, om jeg ved, hvor jeg er, og jeg svarer på gebrokkent spansk. De konstaterer, at jeg kan forstå deres sprog, og at det er et godt tegn.
Jeg fattede ikke så meget af, hvad der foregik, men jeg hørte blot ordet kranium, hvilket lød ret alarmerende! Jeg kunne heller ikke forstå, hvor jeg var, for det var ikke de samme rum som tidligere, men jeg opdagede så hurtigt, at den væg, som jeg havde lænt mig op af, var en flytbar væg... Flot Martin.. Så jeg havde åbenbart bare skubbet til vægen og derefter knaldet hovedet direkte ned i et stenhårdt flisegulv. Så blev jeg kørt til undersøgelse i en rullestol. Dog erklærede jeg mig selv rask ret hurtig, da jeg ikke gad at vente på hospitalet.. Jeg kunne godt mærke, at der ikke var noget glat med mig, men jeg tog alligevel turen hjem lidt med ro. Dagene efter var dog et smertehelvede, da jeg hverken kunne dreje hovedet til den ene eller den anden side. Ja - det er livsfarligt, at give blod!.. og jeg håber immervæk, at bedstefatter blev glad for gaven! Chok! Men sjov historie er det jo! :)

Konklusion:
Jeg tror ikke, at bloddoneri er mit kald.